Magnus1

Nå vil jeg gjerne bli korrigert, men hvis jeg forstår det riktig så er øyeplasseringen "øyekasse/eyebox” opp og ned og sideveis direkte avhengig av utgangspupillens diameter - men er det noen måte å vite hvor stor eyeboxen er frem og tilbake, ut fra produsentens oppgitte tall, annet enn å prøve å sammenligne de forskjellige modellene? Jeg ser for meg at størrelsen på okularet har noe med dette å gjøre, men jeg kan ta feil.

Jeg burde måske tilføje at for nogen år siden spurgte jeg Sierrabullets om dette men de ville egentlig ikke indrømme at deres 168 grain matchking havde et problem på langhold og sagde bare at alle projektiler bliver ustabile i transsonisk hastighed. Det kan godt være at transsonisk hastighed er lidt kritisk, men der er i hvert fald ikke alle som bliver ustabile der. Teorien bagved til side, hvilke kugler bruger de fleste til langhold over 1000 meter - hvor de fleste kugler er blevet subsoniske? Nogen praktiske erfaringer om hvad som virker og hvad ikke?

Damer og herrer med langholdserfaringer (og langholdsteorier). For nogen år siden skød jeg for første gang i årtier på hold rundt 1000 meter (og lidt længre) med forholdsvis dårligt resultat. Jeg har læst mig til at visse projektiler som Sierra Matchking kal .30 i 168 grain får stabilitetsproblemer på langhold. Bryan Litz i sine publikationer forklarer fænomenet men egentlig uden at give en forklaring på hvorfor dette optræder på visse - men ikke alle - hulnæsede matchkugler af lignende konstruktion. For nogen måneder siden læste jeg noget om Tysk (og andres) brug af lett maskingevær i trefod under begge verdenskrige på afstande op til 2 km (og op til 3 km med optisk sigtemiddel). Selv om MG ikke er et præcisionsvåben, så kræver det at projektilet flyver med næsen fremad og beholder sin stabilitet. Jeg mener også at have læst kommentar her på Kammeret at lange hulnæsede projektiler “type match” har større problemer med stabilitet i transsonisk område end “massive” projektiler. Er der nogen af vores experter med erfaring af skydning på meget lange afstande som kan kommentere på hvorfor dette stabilitetsfænomen, eller rettere sagt problem, optræder på visse projektiler men ikke andre, til trods for at riffelstigningen er hurtig nok til at stabilisere projektilet ved mundingen? Jeg er egentlig interessered i både praktiske erfaringer for at spare “egne ærgelser” med forsøg, og ikke mindst teorien bag ved. Takker på forhånd.

I den Tyske DEVA genladehåndbog, som iøvrigt er meget grundig, er der opgivet ladninger til 22-250 med op til 4,8 grams kugler (74 grains for dem som ikke kender metersystemet). Disse kugler skydes i en pibe med 356mm riffelstigning (1/14 for dem som er Amerikaniserede). Der konstateres at de er præcise (side 228 i 5. udgave af bogen). Jeg har ikke efterprøvet det selv. Kuglerne er Hirtenberger ABC (4,5 gram/70 grains), Speer (4,5 gram/70 grains) og RWS Kegelspitz (4,8 gram/74 grains). Jf. Rifle Accuracy Facts (forfatter Harold R. Vaughn; men jeg kan ikke finde sidenummeret lige nu) existerer der et fænomen i kugler der skydes i meget høj hastighed under hurtig riffelstigning at kærnen kan slubbre indeni kappen og den stabiliseres ikke som den skal. (Måske "billige" eller "masse" produkter, men det siger han ikke direkt ). Folk bruger tit dyre riffler og dyr optik, men de billigste kugler de finder.

Zoom, og spesielt zoom som går ned til 1,0 bruger mange linseelementer og hver linse reducerer lysgennemgangen. Zeiss har fortalt mig at de ikke ville lave en 1,0-4x fordi den er for kompliceret i forhold til 1,1-4x. Jeg ville gerne have en 1,0-6x42, men 42mm objektiv foran giver nok dorulleeffecten når man skyder med begge øjne åbne, eller alternativt, så bliver det en kikkert som er meget følsom over hvor nøjagtigt øjet placeres bag kikkerten i længde og side. Visse mennesker kan godt skyde med begge øjne åbne med 1,1x, andre foretrækker 1,0x.

Jeg havde en Swarovski 1,5-6x42 i slutningen af 90-tallet. Den havde 30 års garanti. Efter 1 år på en 375 Holland var trådkorset knust da rekylen var for meget for den. Den blev repareret under garanti. Da den kom tilbage fra reparation var den sat forkert sammen og zoom-ringen gik ikke som den skulle. Tilbage til reparation på fabrikken i Østrig. Nogen måneder senere var den ikke vandtæt mere. 3je gang til reparation og nu sagde fabrikken at de havde sat vandtætte justeringer på, som jeg ellers mente burde være der i forvejen. Denne gang kom den på en 243 for ikke at falde i stykker igen på 375-en. Den gav stadigvæk uforklarelige ændringer i træffepunktet og jeg gav op og solgte den. Men Swarovski optikken var meget klar og flot. Jeg kunne skyde i mørke når dem med amerikansk optik slet ikke kunne forstå at man så noget som helst. Jeg har hørt om flere som har haft problemer med at Swarovskien ikke er solid nok, med mindre den behandles som en baby. Angående Meopta, så har jeg kun haft 7x50. Den havde en for kort øjenafstand til rekylen fra 9,3 men optikken var god.

Den her traad har mange interessante spoergsmaal og svar. Teori er noget og praktik ofte noget helt andet. Ifoelge testen, er der synbar forskel pa 56-eren og 72-eren naar begge er stillet paa samme lave forstoerrelse, f. eks 6-8x? Teoretiskt burde det ikke vaere, men jeg er meget interesseret i praktiske erfaringer. – Og hvis det er, saa er det ikke foerste gang realiteten skubber teorien til side.